Hjarnø-sangen
Melodi: Der et land, dets sted er højt mod norden..
Hvor fjorden møder søens friske vande
med vide bredder som en åben favn,
der ligger, venlig blid med lave strande
en liden ø med minder i sit navn.
I blink og brus mod kysten bølgen glider,
med solens lys og skyens kraft i gem -
i bløde slag, men vild til andre tider,
den kalder længsler mod det fjerne frem.
I forårsdisen lyder lærkens triller
fra luften ned og melder, det er dag
Ved østerstranden solens stråler spiller
på våde sten og skræntens mange lag.
Og lyset vandrer om mod gamle grave,
hvor sten fortæller om en svunden tid,
langs Oddens arm hen til den stille have,
hvor kirken står og lyser rød og hvid.
Når sommervinden suser over agre,
den leger med det tunge gule korn.
I havens læ står træ med frugter fagre,
det lange græs når over kvægets horn.
Fra skovens gamle ege droslen synger,
når solen svinder bag den vestre bred.
Bag brede hæk står tunge rosenklynger,
og duggen bøjer blomstens hoved ned.
Fra sæd er lagt, til ploven atter vender
den tunge muld til pris for vintrens frost,
på marken går med travle fod og hænder
en flittig slægt, som vogter tro sin post.
Når kvæget bedst er tjent med læ i huse,
og somrens løn for flid er bragt i gem,
da går en båd at hente i en ruse
endnu en lille løn fra havet hjem.
Igennem lave land langs lune gårde
en vej sig snor, betrådt af mange fjed.
Og vognen glider over sten så hårde
og bringer korn og mælk til hver sit sted.
Men vejen går så tæt om skolens linde
og frem, hvor skibe lægger til ved bro.
En sti går fra til kirken for at minde
om søndagsfred og evig sjælero.
Til større land går bud så mange gange
fra øens folk, der gerne søger ud.
I fjerne tider havet kaldte mange,
men hjem de drog, når hjemmet sendte bud.
I dag bli'r gæsten mødt med hjertevarme,
den gæst, der kommer med et ærligt sind,
men den, der kom med ufred, møder harme
og mærker øens kulde mod sin kind.
Du lille land er skøn i solskinsstunder
men og, nar isen larmer mod din kyst.
De andre tror måske, du altid blunder -
nej liv og grøde var og er din lyst.
Gem du dit arveguld i blomsterhave,
din rigdom under vinterens hvide sne.
Du ligger som en lille dejlig gave
til slægten, som den nye dag skal se.
Alfred J. Adsersen 1936.
| Hjarnø Homepage | Camping | Farvel |