Sagn og historie
For et par hundrede år siden var Hjarnø-boerne et udpræget søens folk, der ofte havde langfartens barske vilkår bag sig. I dag er øen hovedsagelig beboet af landbrugere, og søfarten begrænser sig til færgetransporten til fastlandet.
Øens navn er ifølge Saxo opstået efter sagnkongen Hjarne, der blev smykket med krone og kongenavn som tak for et mindekvad, han skrev over den folkekære Frode Frejegod. Stridigheder omkring kongemagten resulterede dog i, at Kong Hjarne flygtede til Hjarnø, hvor han senere blev dræbt. Folkeoverleveringerne beretter endvidere, at det er Kong Hjarne, der er højsat med hele sin hær i skibssætningerne på sydøstsiden af øen.
Navnet Hjarnø har i virkeligheden intet med Kong Hjarne at gøre, men kommer istedet af det olddanske "hiarni" med betydningen terrænforhøjning. Men det forringer ikke sagnet om Kong Hjarne.
På øens højeste sted lå tidligere en stor vandreblok kaldet "Kong Hjarnes Sten". Den er nu sprængt og anvendt ved opførelsen af Krigergraven i Fredericia. Om samme sted fortælles, at en tyr engang med sine horn skulle have rodet et gammelt sværd op af jorden. Men ligemeget hvor "man tog det i hus, fik man ingen ro", og freden blev først genoprettet, da man atter gravede sværdet ned på dets oprindelige plads.
Flere steder langs kysten ligger undersøiske bopladser fra den ældre stenalder. Oldsager fra ertebøllekulturen skylles jævnligt op på stranden. Som endnu et vidne om nogle af øens tidligste indbyggere er fundet enkelte pilespidser helt tilbage fra rensdyrjægerne, fra omkring 9500 år før Kristi fødsel.
| Hjarnø Hjemmeside | Campingplads | Udgang |