Lidt om Hjarnøs Historie

"Til Stjernholms Amt hører allene en af Udøerne, som de i Horsens Kanten kaldes, nemlig Hjarnø, som er ganske omflødt, ligger østen for Østrup Mark, omtrent en halv Fjerdingvej fra det faste Land mellem Alrø og Endelave. Landets Længde og Bredde er ej stort over en Fjerdingvej, paa hvilken Kant man tager det, det er dog noget længere end bred. Hjarnø har kun en By af samme Navn og deri 9 Bøndergaarde og nogen Huse, staar i Matrikulen for Hartkorn 71 Tønder, 6 Skp. 1 Fjerdingkar 1 Album og haver omtrent 110 Mennesker. Den udgør dog et Kirkesogn, er Annex til Glud og tilhører Consistorialraad Glud, som er Sognepræst for begge Menighederne.

Kirken er liden og uden Taarn, hvorfor Klokken hænger i et Hul over Vaabenhusdøren. Kalken er af Sølv, forgyldt given 1641 af Jacob Sørensen Glud.

Fjorden, som løber op til Horsens og er 2 Mile men næppe en Fjerdingvej bred, tager her sin Begyndelse mellem Glud og Hjarnø Sogne, hvoraf den og her på dette Sted kaldes Hiarnøe Sund.

Denne Ø er mærkelig i Historien og Antiqviteterne af Skjalde-Kongen Hjarne, som den har sit Navn af, hvilken de Danske for en Gravskrift, han gjorde over Kong Frode, ophøjede til Tronen, hvorfra igen Fridlev, Frodes Søn, saasnart han indfand sig i Landet, nedstødte hannem, og han maatte fly til Jylland og opholde sig i Skjul paa dette lidet Land.

Omendskønt han atter en og anden Gang baade med Magt og List forsøgte sin Lykke, maatte han dog bukke under og blev af Fridlev ihjelslagen.

Hjarne blev med alle sine begraven paa sin Tilflugts-Øe, og skal Graven efter Saxo Gramatici Vidnesbyrd bære hans Navn, at den kaldes Hjarne Høj, uden Tvivl samme, hvorom Hvidfeld pag 10 melder:

Af hannem skal være nævnde Hiernøe og Hierum-Høye, thi nogle skrive Navnet urigtigt Hiernøe andre Jernøe.

Denne Begravelse, som endnu er tilovers og er en af vore ældste og rareste Monumenter er saaledes af Sognepræsten beskreven:

"Paa Hjernøe sydøst for Kirken paa en Plads af 60 Favnes Distance tæt ved Stranden, kaldet Kallestene, siges Kong Hjarne at være begraven. Paa denne Plads, som er jævn og slet, men smal og af Havet indkneben, findes vel 30 med maadelige Stene afdelte Grave, i tre Hobe, næsten lige mange i hver Hob. Hver Grav er ved 4 Alen lang vendende mod Øster og Vester, og er det mærkeligt, at i hver Hob er den ene Grav ej skilt fra den anden ved noget Rum, men ganske tæt føjede til hverandre, og det i en Runddel, saa de alle har een i Midten, og midt i den midterste, slutter man, at Kongen er begraven; men nu er de fleste af Stenene med Grønsvær overgroede".

Vormius in Additom ad Mon. Dan. pag. 4 giver en Tegning af denne Antiqvitet, men beskriver den lidt anderledes, idet han allene nævner noget over 20 Grav-Høye, hvoraf een, som skal være Kongens Grav, er meget pynteligere med Stene omsat end de andre, ved 30 Alne lang og omtrent 20 Alne bred; men alle de andre mindre ved 12-13 Alne lang og 4-5 Alne brede.

Efter Resenii Beretning i hans Danske Atlas koge Indbyggerne paa Hjarnøe Tang. Om de maaske har lært dette af Kong Hjarne, som for en Tid gav sig ud for Salt-Koger, eller han snarere har lært Kunsten af dem er uvist.

Paa Hjarnøe Mark er en liden Kilde, som ej i de tørreste Somre kan blive tør, eller i de haardeste Vintre fryse. Paa denne Ø er ingen Skov, uden et lille Krat indhegnet til trende Gaarde. Her er hverken Tørvemoser eller andet til Ildebrand, men dette maa de købe paa det faste Land, og føre det til Baads hjem.

Mandfolk klæde sig moxen som Skibsfolk. Næringsmidlet paa Hjarnøe er i disse Tider fornemmelig Agerdyrkning, da Landet er temmelig got Kornland. Bondens Opdræt af Creature hjælper ham kun lidet der, hvor de har saa lidet Græs.

I forrige Tider hjalp deres Fiskerie dem noget, men nu intet, da de i fleste Aaringer næppe faa saa meget, at de kan betale Omkostninger med. Og siden Fiskeriet slog Fejl, har Qvinderne grebet til at væve, hvilket næst Avlingen er det fordelagilgste for Beboerne."

Det må være klart at den gamle beretning ikke mere kan passe på øen som helhed, men med hensyn til kirken er der ikke sket store ændringer.

Kirken er muligvis bygget i det fjortende århundrede. Murene er opført af kampesten (kassernur). Kirken er nu hvidkalket.

I året 1804 blev kirken ramt af ildsvåde og derefter ombygget og restavreret.

På vejrfløjen over spiret står årstallet 1877, muligvis er spiret sat op ved denne tid, og klokken har da fået sin plads der.

Over indgangen til kirken er der en smuk rundbue, men den ses ikke, da våbenhusets loft ligger så lavt, at den er helt dækket. Man ser at våbenhuset er en senere tilbygning til kirken.

Der findes kun een indgang til kirken, og det er en norddør. En syddør findes der ikke spor af.

Selve kirkerummet er ikke stort, der er siddeplads til ca. 50 mennesker. Rummet opvarmes om vinteren af en kakkelovn. Prædikestolen er meget enkel. På væggen hænger en mindekrans af sølv over lærer Lodsgaard, som i mange år var lærer herovre og barnefødt på øen. Han har skænket lysekronen, som hænger over midtergangen. Bag denne hænger en model af et vikingeskib, som er forfærdiget og skænket af museumsbestyrer Jensen, Glud, i 1955. Det er meget smukt arbejde og det eneste af den art, der findes i Danmark.

Ved vestvæggen står en ejendommelig gammel kirkeblok, forarbejdet af eet stykke træ og beslået med svært jern - en solid kirkebøsse.

Koret er forholdsvis stort. Her står den gamle granitdøbefont, hvis hulning dækkes af en træramme om et smukt gammelt messingdøbefad.

Over det simple alter er der en altertavle (nyklassisk) med maleri af maleren Wentzel Thornø, forestillende Jesus ved Nadveren. På alteret står et smukt alterbæger af sølv, som er skænket kirken af Jacob Sørensen Glud i året 1641. Desuden findes der to gamle messinglysestager og en syvarmet lysestage af malm, skænket kirken af gårdejer N. Vestergaard og hustru (omkring 1930). Nytår 1960 modtog kirken en smuk dåbskande af sølv af en anonym giver.

På kirkeloftet findes et par gamle ejendommelige ting, nemlig en noget tung ligbåre, som bar været anvendt til at bære ligkisten på det sidste stykke vej til kirken. Desuden findes der en fin klinkbøjtel, som er udskåret i træ.

I spiret hænger kirkeklokken, som er lille men har en fin klang. Den er efter Søren Knudsens formodning lavet omkring 1425 og bærer indskriften:

"Help Maria - Paulus nis eskel"

Endelig må nævnes, at der i våbenhuset findes en gravspade, hvis skaft er lavet af pastor Fenger i Glud omkring 1940. 1 skaftet er indskåret symboler på ordene ved jordpåkastelse nemlig: en vintergæk, et kors og en opgående sol.

På Hjarnø findes spor af, at øen har været beboet meget tidlig. Der bliver fundet flinteredskaber fra den ældre stenalder omkring ved kysterne, ligeledes er der fundet redskaber af ben og en mængde affald fra boliger og værksteder. Det ser ud, som øens første beboere har haft bolig nær ved strandkanten. Længere inde på øen findes redskaber fra den yngre stenalder, men i mindre mængder.

Nord for skolen findes under plovfuren tydelige spor af huse, der er stampede lergulve og lervægge, som er omgivet af forkullede stolperester, der findes benstumper og muslingeskaller samt t en mængde potteskår. Hele pladsen op til skolebygningen ser ud til at være brolagt.

Disse boliger har ikke været ret store, højst på 4x3 meters gulvflade. Om det er jorddyrkere, der har boet her, vides ikke.

På et kort af jens Sørensen fra 1690 må bebyggelsen være optegnet, men kopi af dette kort foreligger ikke. Derimod bar man på Hjarnø kopi af et kort fra udstykningen i 1805.

Der var dengang 15 gårde foruden møllergården. jorden til de to østligste gårde var udlagt til kirken og annexet, og afgifterne er nok blevet betalt til kirke og præst. Disse ejendomme havde matrikels numrene 15 og 16. Den næste gård kaldet Østergaard har nr. 1, og derfra fortsætter numrene vestpå.

Gårdene ligger ved vejen, som går på langs midt gennem øen. Flere af gårdene har været bygget som tvillinggårde således (1805) nr. 3 og 4, 8 og 9, 10 og 11 og 12 og 13.

1805 ser det ud til, at markfællesskabet er ophævet, og hver ejendom bar fået sin egen jord. Dog findes der endnu rester af gamle stendiger, som har indrammet tofterne nord for gårdene og dannet skel mod den fælles græsgang ned mod det nordre sund.

Endnu vidner navnet ,Stænge" om afslutningen af hegnet ude i vandet ved øens vestside.

Gårdene var fæste under Jensgaard; men fæsterne på Hjarnø havde den fordel, at de var fri for hoveri på herregården. I stedet for skulle de betale en pengeafgift og levere en del naturalier.

De gamle gårde var omtrent lige store med et jordtilliggende på ca. 30 tdr. land. 1803 var de sat til at svare skat efter 5 tdr. hartkorn hver.

Bygningerne havde et solidt præg. Udlængerne var ofte byg et af kampesten.

Stuehusene havde bindingsværksmure og var kønne. En port førte ind til den lukkede gård.

Inde i stuehusets østre ende var der et trefags rum, som brugtes til bagerum, bryggers og køkken. Derefter kom en trefags stue, hvori der stod to alkovesenge henne ved nordvæggen; lier sov tjenestefolkene, hvorimod manden, konen og børnene sov i det næste rum, der var på to fag. Kneb det nu med pladsen til børnene, så indrettede man en lille hylde over fodenden af sengen og her sov de mindste; de større børn sov i en slagbænk, der kunne lukkes om dagen.

I den vestre ende af stuehuset fandtes storstuen, der var på tre fag, her stod kisterne og her holdtes gilderne, hvor der blev danset.

Alle stuerne gik fra ydervæg til ydervæg på tværs gennem huset, der ikke var ret bredt. Stuehusene lå mod nord.

Indtil 1936 fandtes der en rigtig gammel gård her på øen (den østligste), her var åbent ildsted både i bryggers og køkken., dog var der indsat komfur. På hammerstykket over gruen og arnen var der indskrift med årstal og bogstaver samt Kristi monogram.

Træet til bindingsværk tiltuskede man sig ved skuder, der lå i sundet, man gav korn i bytte, eller også hentede man det i skovene på den anden side, det var jo den gang godsejeren, der leverede materiale.

Som andre landsbyfællesskaber havde øen sit bystævne på en plads umiddelbar vest for skolen. Indtil nu er oldermandsinstitutionen bevaret. Hvervet som oldermand går på omgang blandt bymændene for et 'ar ad gangen, og arbejdet som sådan består i at føre tilsyn med smedien, der er en bysmedie og ejes af bymændene, samt leje et stykke fællesjord, Østermade, ud til græsning og endelig nu om stunder at sørge for at arrangere et høstgilde i forsamlingshuset. Dog må det nævnes som vigtigt, at oldermanden sidder inde med harekassen, hvori de beløb bliver indbetalt, der kommer ind ved leje af harejagten.

Tidligere omkring århundredskiftet fangede man harerne levende. De blev af en kæde af ,klappere" drevet ud af på odden og her fanget i net. En levende bare kostede dengang omkring 10 kroner, det var mange penge.

Foruden gårdene var der nogle få huse, der lå ved møllevejen, som førte mod vest. Disse huse fik ved udstykningen tildelt en lille jordlod ned til det vestre sund.

Møllen lå helt ude mod vest. Det var en ret betydelig mølle. Den blev bygget ca. 1760 af præsten i Glud, Hans Glud, en virksom mand. Han ejede hele Hjarnø. Tømmeret blev tildannet i præstegården og var af asketræ. Vingerne målte deres 30 alen og gik helt ned til jorden. Møllens størrelse tillod den at rumme hele 4 kværne af almindelig størrelse. Den var priviligeret for Alrø og Hjarnø og gæstedes ofte af folk fra Bjerre Herred. De fleste mølle-gæster kom sejlende og lagde ind i den lille havn, der kunne rumme 15-20 både.

Til tider blev møllen drevet så ypperlig, at den kunne levere hele skibsladninger byggryn til Norge.

Møllen er nu helt borte. Ligesom kirken har den engang været et ypperligt sørnærke for sejlerne, der stævnede ind mod sundet.

Selv om udstykningen af gårdene allerede blev foretaget i 1805, varede det et halvt århundrede, før gårdmændene begyndte at købe deres gårde til selveje. De første, der blev købt, var nitr. numrene 5-9 og lo. Godsejeren på Jensgaard, som var en meget human mand, solgte billigt. Prisen for en gård var 2500 rigsdaler (i 1855).

1883 overtog de fleste andre fæstere deres gårde som selveje, men nu var prisen 11000-12000 kroner.

Bønderne fik meget ud af deres bedrift. jorden var yderig, og man gik i gang med at give jorden mergel. Mergelen hentede man i marken, hvor man endnu træffer mange grave, som ikke er fyldt. En del hentede man ude i havet ved lavvande i det nordre sund.

Kornet gav mange fold og blev malet på den gamle stråtækte mølle.

Samtidig med mergling af jorden tog man også fat på dræning af jorden, oo denne dræning gjorde fyldest indtil omkring 1940, da blev der foretaget ny store dræningsarbejder og kloakeringsanlæg.

Efter 1880 kom den dårlige tid for landbruget, det mærkedes også her. Folk blev fattige. Penge havde man ikke mange af, og købmandsvarer var noget, som ikke blev brugt ret meget. Kun en gang om måneden hentedes forsyning af lidt kandis, sukker og mulig lidt kaffe. Særlig til jul tillod man sig at købe den slags; ellers frembragte man selv, hvad man havde brug for til føde og klæde. Man høstede selv korn til brød og gryn, man havde får og avlede hør. Gær fik man af øllet, som man også selv bryggede. Varerne hentede man med båd i Horsens; senere, da der blev købmandshandel i Snaptun, blev det lettere.

Kreaturer og heste, som skulle transporteres, blev svømmet over vandet og trukket til bestemmelsesstedet. Omkring 1900 fik man dog en kreaturpram.

1890 blev mejeriet bygget, efter at man havde leveret mælk til Glud mejeri en tid. Smørret sejlede man selv til Horsens i en jolle. Foruden et par smørtræer kunne man godt have andre dele med. Engang sejlede Jørgen Hansen til Horsens med 2 smørtræer, en kalv og en sæk uld. Da kuldsejlede båden. Kalven druknede, ulden sank, men smørtræerne flød ovenpå og drev i land.

For at tilfredsstille et behov og selv tjene en skilling begyndte lærerkonen, madam Henriksen, at oprette en lille høkerhandel i skolens udhus omkring 1880. Hendes børn fik lov at ekspedere. Mads Lodses jens fik engang ved en sådan lejlighed udleveret hårolie, da han forlangte tran, dermed smurte han så sine støvler. Madammen var ikke videre tilfreds med handelen, da hårolie var meget dyrere end tran, men jens forsikrede, at det var udmærket at smøre støvler i.

1 1890 oprettede Mads Peter Rasmussen en købmandshandel i et lille hus på hans fødegårds mark. Siden hen, omkring 1908, oprettede Peter Rasmussen, tidligere købmand i Ørting, en indkøbsforretning hjemme i sin lade. Men i 1913 købte befolkningen Mads Peters hus med forretning, og der skulle nu være brugsforening. Foreløbig forpagtedes forretningen bort, og først i 1919 blev brugsforeningen oprettet.

Som alle andre landsbysamfund havde bylauget her en smedie. Den lå lige syd for den lille skov, og der hørte til smedien nogle tønder land nord for skoven.

Når nogen skulle have udført smedearbejde, måtte man selv medbringe brændsel og levere arbejdskraft til blæsebælg og hammer og måske jernet, samt endelig mad og drikke til arbejdsdagen.

Smedien blev siden flyttet til den plads, den nu har, men er stadig en bysmedie, der ejes af oldermandslauget.

Under verdenskrigen 1914-18 blev elektricitetsværket bygget. Den gamle mølle vesterude var revet ned, og man byggede en ny mølle syd for smedien. Det var en mølle på jernstativ med klapsejlsvinger. Denne mølle skulle nu både male kornet og frembringe elektricitet, og smeden skulle passe det hele, så han blev både møller, elektricitetsbestyrer og smed, og han måtte løbe fra det ene arbejde til det andet, hvilket gav en urolig tilværelse.

Møllen blev imidlertid for lille og udskiftedes med en større, denne havde fem vinger og var en god mølle. Den tjente som øens vartegn i en årrække. Men efterhånden fik man anden trækkraft sammen med vinden. Der blev stillet brændselsmotorer op, som skulle levere kraft, når vinden svigtede. Så kom den anden verdenskrig i 1940, og man kunne ikke få brændselsolie. Det blev derfor nødvendigt med en ændring. Efter forhandling med Bjerre-Hatting Herreders Højspændingsværk fik man akkord med dette selskab om at levere strøm til øen, og vi fik bygget transformator og lagt kabel under vandet, så strømforsyningen kunne begynde i 1941. Møllen blev solgt til Rømø, hvor den blev opstillet og virkede en tid, indtil freden kom.

Som man vil se af det foregående har øens beboere ikke været bange for at give sig i lag med fælles foretagender. Man har erkendt sandheden 1, at det gælder at løfte i flok.

Omkring 1880 forhandlede man om at få bygget en så stor anløbsbro, at en damper kunne lægge til ved øen. Der var en del uenighed, men man enedes til sidst, og broen blev bygget 1 1885. Den kostede ca. 6000 kroner, hvoraf beboerne betalte en del. Øen fik nu fast dampskibsforbindelse med fastlandet og købstaden Horsens. Molehovedet på broen var opført af træ, og dette blev efterhånden skrøbeligt. 1 1940 skar en mægtig isflage hele brohovedet bort. Efter megen forhandling blev det vedtaget, at der skulle opføres et nyt af sten, og dette brohoved skulle have en vinge som læ for færgebåd og lodsbåd.

Denne nybygning fuldførtes 1 1943 og var anslået til at koste 80.000 kroner, hvoraf amt og kommune betalte hver sin part.

I tiåret fra 1933 til 1943 blev meget arbejde gjort til forbedring. Der blev bygget på gårde og huse. Forsamlingshus og smedie blev ombygget. Brugsforeningen fik ny tilbygning til butik 1935. 1 de samme år fik øen vandværk, og der blev kloakeret ved veje og huse. Mælkeproduktionen var stor. Fedtprocenten på mejeriet var den højeste i landet en tid, og smørret fik den højeste anerkendelse. Man udryddede kvægtuberkulosen og kalvekastningssygdommen. Alt dette var beundringsværdigt, da tiderne i disse år var økonomisk daarlige.

Hjarnø mejeri blev bygget 1890, efter at man en tid havde leveret mælk til Glud mejeri. Der blev opført en lang bygning med mejeri i den ene ende og forsamlingshus i den anden. Mejeristen boede så ovenpå i et par små værelser. Der har i begyndelsen været mange mejerister, da de økonomiske forhold ikke fristede til at blive ret længe.

1 1914 blev mejeriet ombygget. Den gamle bygning blev indrettet til bolig for mejeristen og indrettet til forsamlingssal. 1 1938 besluttede man at bygge et nyt forsamlingshus som en fløj på den gamle bygning. Mejeribestyreren fik nu en større lejlighed, og man fik endda en lille sal og et køkken i det gamle hus. Der blev bygget en pæn, stor sal med rummelig entre. Byggesummen var 12.000 kroner, som låntes og skulle tilbagebetales af brugsforeningen, elektricitetsværket og mejeriet med 1/3 hver. Forsamlingshuset skulle ingen gæld have.

Fra gammel tid har der levet sagn og beretninger om begivenheder, som er foregået her på øen. Det ældste er vel nok sagnet om kong Hjarne, hvorom der er fortalt foran.

Mærkeligt er det, hvordan sådant sagn kan leve og efterhånden få faste tilknytningspunkter på en egn.

Her lå på en mark henne mod øst en meget stor sten, som man kaldte ,Kong Hjarnes Sten"; hvordan den har fået dette navn og hvornår, kan man ikke vide, men de længstlevende 1 1930-40 kunne huske den og fortalte, at den var blevet slået i stykker og sejlet bort for at indsættes i mindesmuren på krigergraven i Fredericia. En del af den bærer nu navnene på de faldne i slaget ved Fredericia 1 1849.

En mand ved navn Søren Hansen, som er født på Hjarnø, men senere bosatte sig i Skjold sogn, hvor han døde omkring 1900, har fortalt en del om sin fødeø. En beretning lyder således:

,,Ved den sydøstlige pynt på Hjarnø ligger en del store sten, som kaldes ,Korsstenene". Der har engang været en bådehavn, for folk levede den gang mest af fiskeri. Ved den Hov (d.v.s. havn) var der en stor sten, hvori der var en fordybning, som om en fod havde trådt dybt ned i stenen. jeg har selv set Stenen.

Der var en kæmpe, som ville til Endelave og derfra til Samsø, men der var ingen, som ville sejle for ham til disse øer, og så gik han ned til deres ,Koes" og traj hans fod godt fast ned i stenen, så der tydelig siden har været spor af den. Derfra skrævede han så over til Endelave, hvor der ligeledes på den østlige pynt ligger en stor sten, som bærer mærker af, at en fod har trådt dybt ned. Der satte han nemlig den anden fod, og derfra skrævede han over til Samsø, hvor en lignende sten ligger. Men hvor lian siden er bleven af, det er der ingen, der ved".

Søren Hansen fortæller også: ,Den gang den sorte pest rasede her, døde de alle på øen så nær som en gammel kone, der blev tilbage. Hun havde nær aldrig fået de døde begraven, for hun var gammel og svag. Endelig kom der folk over til øen, og det første, de så efter, var, om de kunne finde ler til at bygge huse af".

Endvidere fortæller Søren Hansen om, at der har været megen overtro på øen. Troldene og heksene havde megen magt. J en gård gjorde det spektakel på gulvet og i deres træsko, som stod ved sengene, så de ikke kunne sove. De måtte så søge ,,den kloge mand". J en anden gård var der to kvindfolk, som sad i et af udhusene og vævede. De var to ægte hekse, og drev det så vidt, at manden måtte søge råd der imod. Han skulle omstrø hele gården med hørfrø, men mest for alle døre. Rådet hjalp dog ikke, thi de fruentimmer var klogere end de fleste hekse. Men så var der barselgilde hos naboens, og der var præsten med. Da siger manden til præsten: ,I må skaffe mig ro i gården, for jeg kan ikke være der". Da de så havde spist, går præsten om til gården og går den tre gange rundt. Siden den tid fik manden ro".

I sin Mindebog fortæller Nielsine Bie om et besøg på Hjarnø hos sin farbror, lærer Madsen Videbæk, i 1853:

"Befolkningen på Hjarnø var Jævnt velstående, vindskabelige og nøjsomme folk. De unge tog gerne en tur til søs og bragte penge hjem.

Dengang var Hjarnø langt mere afskåret fra fastlandet, end det nu er tilfældet. Folkene havde bevaret mange gamle skikke og vedtægter. Ved deres bryllupper, barnedåb og begravelser fik de kun to retter mad. Byggrød kogt af hele byggryn i sødmælk og klipfisk med meldyppelse og sennop. Men de var lige så glade ved deres, som folk var andre steder, hvor der blev disket op med flere og finere retter. Skulle et bryllup fejres særlig storslået, kunne der vanke hønsekødsuppe.

De holdt også klinegilder, svinegilder, brødegilder og skagegilder. Der avledes megen hør på øen, og der blev lavet en svær mængde lærred. I enhver gård og ethvert hus havde de en væv. Konen fik pengene for æg og lærred, hvorfor hun i regelen var så velhavende, at manden kunne låne op mod 100 rigsdaler af hende, når det kneb. Det var en ubrydelig skik, at ugifte folk skulle sige "I" til gifte folk. Skikken var så gennemført, at når bruden ved andendagsgildet fik det stivede hovedtøj på, som hørte til konernes stadsdragt, måtte alle hendes veninder sige "I" til hende.

Farbror fortalte morsomt om, at da han kom over til øen, brugte folk som en særlig høflighed at sige "Han" til degnen og "Hun" til madammen. Da det var den samme titulatur, de brugte til hund og kat, bad farbror dem endelig sige "du". Det gjorde da oaså hans nærmeste bekendte på øen; de andre lærte efterhånden at sige "De".

Det hændte undertiden, at præsten ikke kunne slippe over til øen, når hans nærværelse var krævet.

Når præsten på grund af storm og is ikke kunne komme til barnedåb, bryllup eller begravelse, holdt folk alligevel gildet til den bestemte tid og tog forretningen i kirken ved lejlighed.

jeg hørte fortælle, at engang, der skulle være bryllup, slap bruden derover, men brudgommen, der også skulle komme fra fastlandet, blev standset af den tiltagende storm, - først dagen efter nåede han over vandet. Men den stakkels brud, som havde fået brudekransen på til den første dag, turde ikke tage den af, førend vielsen var foretaget, da hun mente, at ægteskabet i så fald måtte blive ulykkeligt. Hun sad derfor oppe hele natten og ventede med kransen på".

Hvordan indbydelser til bryllup blev foretaget, fortæller en gammel kone i 1936 til daværende lærer på Hjarnø. Bydemanden gik rundt med sin hat på, hvori skrivelsen med byderemsen lå, så han kunne se den, når han tog hatten af og begyndte invitationen. Denne lød således:

"A skal helsen fra N.N. og hans kuen. og deres datter og hendes Forlovede, om I vild værsgo, allesammen og komm hen til dem Fredag Morgen Kl. 9 og nyd lidt Frokost og saa følle med dem til Kirk og hør paa en Brudeviels - og saa følle med dem hjem og nyd en Maaltid Mad og bliv der et Par Timer eller 3-7-8-9 lisom I selv behager, så lover de at gjør jer en Tjenest igen, paa hvad Maad de bedst kan helst i et glædeligt Tilfælde".

Som omtalt har der fra gammel tid langs sydkysten af Hjarnø ligget en del stensætninger, som havde en anden form end de almindelig kendte her i landet. Stenene var således stillet op, at de havde form som et skib, med lave sten langs med siderne og større sten i enderne. Gamle optegnelser viser, at skibssætningerne har ligget i 3 grupper med en halv snes stykker i hver. I hver gruppe er der en stor stensætning omgivet af nogle mindre. Man har gættet på, at den store skulle være en høvdingebegravelse.

Alle "skibene" vender i retningen vest-øst. En del af de mindre er næsten helt runde, og der er en vis uregelmæssighed over placeringen, der kunne tyde på, at de ikke var sat op samtidig. Måske har stedet været øens begravelsesplads i vikingetiden. Det lave land, hvorpå de findes, har engang været en lille holm og man kan endnu spore en stenrække, som har ført fra land over til holmen. Igennem mange slægtled respekterer man de gamle minder; men op mod vor tid tog man det ikke så nøje, man hentede af stenene til bygning af udhuse og møddingmure, de var nemme at få fat på. Andre gravede man ned for at kunne pløje jorden.

Den største stensætning blev ødelagt omkring århundredskiftet. Thomas Jensen hentede stenene til sine bygninger. De gamle sagde til ham, at det skulle han ikke gøre, det ville bringe spøgeri og ulykke. Men han havde ingenting mærket nogensinde, sagde han.

Den stensætning, lian fjernede, kaldte man "æ Kæmpesten".

Omkring ved midten af forrige århundrede var der soldater herovre, som gennemrodede stensætningerne; det har heller ikke gavnet deres bevarelse. Muligvis er det sket under kong Frederik den 7., der havde interesse for oldtidsminder.

Helt til 1935 lå så kun enkelte sten på en plads, hvor ploven aldrig havde gået. Ejeren af jorden, gdr. Anders Rasmussen, havde gjort opmærksom på sagen, og Søren Knudsen i Glud havde meddelt Nationalmuseet, hvorledes forholdene lå; men der var tilsyneladende ingen interesse for at rejse nogle af stenene igen og få andre frem.

1 1934 skrev lærer Adsersen til Nationalmuseet, og da var der kommet andre folk til. Man aftalte, at der skulle begyndes en undersøgelse den følgende sommer ined Anders Rasmussens tilladelse.

Efter høst 1935 kom konservatorerne Rosenberg og Raklev. Rosenberg rystede på hovedet, men den optimistiske Raklev mente, man måtte prøve, og i de følgende dage gravede øens befolkning resterne af 10 stensætninger frem, de havde ligget skjult under grønsværen.

Under en del af stenene var der trækul, og der fandtes små mængder af potteskår, ligesom der blev fremdraget stumper af et jernsværd.

Udgravningen var en begivenhed, som videnskaben anså for meget værdifuld. Den glædede os herboende og blev slået stort op i pressen.

Pladsen blev overladt til Nationalmuseet af Anders Rasmussen som fredet minde.

Året efter blev gravene undersøgt af dr. Broholm fra Nationalmuseet, og det blev konstateret, at der fandtes brændte ben i dem. Man har altså brændt ligene af de døde, der er henlagt i dem. Men hvem det har været, enten øens egne eller fremmede vikinger, som et sagn fortæller, kan ikke afgøres.

Følgende digt af Anders Rasmussen stod at læse i Horsens Folkeblad et par dage efter.

 

Mod Stranden i Brus de Bølger gaar
og synger en skøn Melodi,
de synger om Tiden, der farer hen
og om den der forlængst er forbi.


 

De synger om Vikingeskibenes Færd
over Hav mod de fremmede Strande,
de synger ogsaa om disse her,
der stævner mod ukendte Lande.


 

De stævner mod Vest efter Dagens Daad
mod Landet, hvor Solen gaar ned,
did stævner hver en dødsmærket Baad
for at finde den evige Fred.


 

En har vel kæmpet før Dagen blev Nat
og en for Dagen i Morgen;
en for at værne om Mindernes Skat,
og en for at glemme Sorgen.


 

Træd sagte, du Vandrer og ej' paa en Grav,
det er henfarne Slægters Minde,
den stolte Slægt, der for over Hav,
det er Mindet om dem du finde.


 

Tusinde Aar har de hvilet i Fred
skærmet af Græstørv og Sand.
Lad dem i Fred i tusinde Aar
her ved det rullende Vand.


 

Ja, her kan du finde af Slægterne Spor
ved Stranden i Stene og Sand,
og her kan du skue den skønneste Fjord
som findes i Danernes Land.

En af de største begivenheder der er sket her er den store hvalfangst.

Igennem mange år havde man i flere gårde store stykker af hvalknogler, særlig ryghvirvlerne var brugbare som huggeblokke. Ribbenene kunne bruges som skillestolper i staldene. På Glud museum opbevares endnu en del af knoglerne.

Ingen vidste ret, hvornår begivenheden var sket, men Søren Knudsen Glud, har æren for ved sin utrættelige iver at have fundet en beskrivelse af begivenheden i en gammel avis i København. I "Aalborgs nyttige og fornøjelige Efterretninger" af i. februar 1771 stod at læse:

"Paa Hiærnøe Land er først i December med haardt Veyer og høye Vand kommen fra Havet ansættendes en stor Fisk, og idet han vilde sætte Fart igennem det nordre Løb fra Landet blev han staaende paa 7 Foed Vand. Dagen derefter, da Vandet var falden ongefehr i Foed, begave Indbyggerne sig i Baade til Fisken, som laa nogle Foed med den ene Side over Vandet, og af sit Pusterør eller Aandehullet pustede Vandet meget højt i Vejret.

Folkene havde Økser paa lange Stager og hug i ham, men da, han agtede det ikke, gik nogle af de dristigste paa Fisken og hug nogle Læs Spæk af hannern; derefter forføyede de sig i Baadene og hug moxen Rygbenet i to samt Hul paa Siden, hvor de med Magt stødte et stort 12 Alens Træ i Livet, da dette skete, følte han først Smerten og slog meget haardt med sin Hale, som var 7 Alen bred, i Vandet og pustede da meget Blod og Vand af sig, som overstænkte alle Folk i Baadene, der maatte flygte fra ham; han drejede sig ofte om paa Halen men kunde ej undgaa af Mangel paa dybt Vand. Endelig fik de et stort Hul hugget udi hans Hoved og derved dræbte ham.

Samme Fisk var 26 Alen lang og 8 Alen dyb. Derefter fik Beboerne ham ved Gang-Spil halet til Land, hvor mange omliggende Herskaber reiste over at bese den, som var forunderlig af Skabning. Hovedet var ongefehr 9 Alen lang og tværs over Hovedet mellem begge Øjnene 4 a 5 Alen, den nederste Mund var besat med Tænder paa en god Fingers Længde og saa tykke som et Haandled, i den øverste Mund var der ingen Tænder. Den var meget feed og havde tre Quarter reen Spæk paa Siden, saa Beboerne fik af ham henved 100 Tdr. Tran foruden en Del Fedt, som flød af ham. i Søen. Tre Dage efter at lian var dræbt, var han endnu varm og Spækket røgede endnu, endskønt det var en kold Aarsens Tid.

Ingen her ved Navn paa Fisken, men da de parterede harn kunde de se, at det var en Han-Fisk, der skal efter Spørgement være formummet hans Mage mellem Endelave og Hiernøe, som vilde lokke bam tilbage. Man venter, at den ligeledes selv skulde støde an og løbe fast,

Bemeldte Hiernøe tilhører ellers Hr. Consistorialraad Glud i Bjerre Herred."

Således lyder den gamle skildring. Beboerne havde mange gisninger om, hvad det var for et dyr og først senere blev det klarlagt, at det var en kaskelot. Forøvrigt fortælles der, at der opkom en strid mellem hjarnøboerne og alrøboerne, de sidste krævede at få del i byttet. Det fik de dog ikke, da man hævdede, at den lå nærmest Hjarnø og vendte hovedet mod denne ø.

Selv om øen ligger afsides, fik beboerne i 1864 dog at mærke, at der var fjender i landet. Tyske soldater kom herover på øen for at se, om der var heste, som kunne bruges, men fandt vist ikke stort de havde brug for. Derimod havde de god brug for alle fartøjer, og dem tog de med sig, og hvad de ikke tog med af disse, slog de i stykker. Enkelte her havde dog været så forsigtige at gemme noget bort. Således var en jolle blevet taget på land og gemt i en kornmark; men et kraftigt regnskyl slog kornet ned, og der stod jollen og prangede midt på marken.

Man fortæller, at beboerne her havde forbindelse med danske skibe, som sejlede forbi ude i Kattegat med proviant. En mand fra Snaptun, som hed Anders Dresen, havde man mistænkt for at være spion for fjenden. Han kom en aften herover og ville gerne vide, hvad man bestilte henne ved Østerbjerg. Sognefogeden Peter Madsen spurgte ham så, om han ville med hen at se. Det ville han da gerne. Man signaliserede ud til skibene, og en båd kom i land. Da sagde sognefogden, at de skulle tage Anders Dresen med sig, og det gjorde de. Han blev senere landsat nordpå i Jylland og måtte ga hjem i sine træsko.

Da Hjarnø er "ganske omflødt" af vand er det forståeligt, at de mandlige indbyggere har "brugt havet". I ældre tider drog de til søs i de unge år og bosatte sig senere hjemme, men drev ved siden af landbruget en del fiskeri.

De fleste havde den gang en jolle, og der går frasagn om deres dygtighed som "sejlere". Endnu opbevares i enkelte hjem fine sølvprærnier fra kapsejladser.

Ejermanden af en jolle var gerne meget omhyggelig med den; han kunne nære mere bekymring for den i en storm end for sine huse, hvor taget blæste af.

Kom der et større skib i sigte med kurs ind mod fjorden, kunne der blive kapløb ned til vandet for at komme først i jollen og nå ud til skuden, hvor man så tilbød lodsning gennem fjorden op til købstaden. Enkelte lod endog hestene stå for ploven i marken og løb fra dem, når en lodshyre var i sigte. De gamle søfolk kunne så for en stund føle plankerne under fødderne og have tilfredsstillelsen af at lede et skib forbi de kendte mærker fjorden ind.

Da mandfolk på øen regnedes for at være fortrolige med søen, lød en kongelig bestemmelse (omkring 1787) således:

"Alt ungt Mandskab paa Hjarnøe er fra Vuggen af indmeldt til Kongens Søetjeneste undtagen Møllerens Sønner, der har ikke en Fæste men ikkun en Leje-Mølle."

Omkring midten af forrige århundrede blev det fri lodseri ophævet. Da ansattes Mads Rasmussen som fast lods. Han var født på øen, havde sejlet til søs, men var gårdejer, da han ansattes 1 1850. Han tog sin afsked i 1874.

Som reservelodser fungerede i denne tid sognefoged Rasmus Rasmussen og senere Ole Laursen.

Derefter har følgende lodser virket på Hjarnø:

1/3 1874 - 1/3 1875 Christiansen.

1/3 1875 - 1/4 1904 S. Hansen sen. (forflyttedes til Horsens)

23/4 1894 - 1/5 1908 S. N. Houmann (")

1/4 1904 - 1/11 1916 Søren Hansen jun. (")

1/5 1908 - 1/5 1929 S. Sørensen. (")

1/11 1916 - 30/9 1944 Fr. Thorn. (")

1/1 1929 - 30/9 1954 A. Thorn. (")

1/10 1944 M. Olesen.

1/10 1954 P. Fleischer.

Først i 1858 blev Hjarnø og Horsens lodseri slået sammen og fra 23 /,,1 1894 har der været 2 lodser på Hjarnø.

I ernbedsbogen. for Hjarnø skole står fortalt følgende:

Før omkring 1820 var der ingen skole på Hjarnø, men en omgangsskolelærer ved navn Niels Bro besørgede undervisningen. Der blev holdt skole en uge på stedet, man begyndte ved den ene ende af øen og blev ved til den anden.

Efter skolens bygning - et gammelt hus der blev købt til nedbrydning i Sejet og stillet op som skole på øen - har der virket flere fastansatte lærere her i følgende orden:

Jens Baggesen kaldet til lærer her 1819.

Th. Hansen fra 1842-1847

Madsen-Videbæk 1847-1856

R. V. Jensen 1856-1858

Hørlyck 1858-1861

Mathorne 1861-1863

L. Knudsen 1863-1883

L. Henriksen 1883-1888

N. Lodsgaard 1888-1913

C. Jensen 1914-1927

A. J. Adsersen 1927

Den førstnævnte lærer J. Baggesen døde her og ligger begravet på kirkegården (en gravsten over ham står endnu ved kirkegårdsdiget).

Th. Hansen rejste herfra 1847 og blev lærer i Glud.

Fra 1847 var Madsen-Videbæk lærer ved skolen. Han havde tidligere været lærer i Vestjylland. Hans bogkiste findes nu på skolemuseet i København. 1856 rejste lian herfra til Vinten-Enner, En del af han, børn er opvokset på øen, Nogle af dem blev landskendte.

Lærer Jensen var en lærersøn fra Uth, han havde fået sin uddannelse på Jelling seminarium hos forstander Svendsen, af hvem han var påvirket.

Omkring 1860 blev der lagt bræddegulv i skolen. Man fortæller, at der trods det fine gulv fandtes redskaber derinde, som læreren kunne bruge i ledige stunder - således stod der ofte en savbuk, hvorpå han kunne save træ. Ligeledes var skolestuen udmærket at tørre tøj i.

Dengang bestod skolen af en lang bygning, der var stald og lo i den ende, hvor skolestuen var. Enkelte kan endnu (1930) huske, at lærerens får undertiden løb op over halmen og trampede ind over skolestuens loft til morskab for børnene.

Skolelodden var indtil 1855 på 3 tdr. land. Ved den tid blev nabogården mod øst fæsteledig og solgt til fæsteren, Mads Rasmussen. Godsejeren på Jensgaard lod da tage 2 tdr. land fra gården, og de blev lagt til skolelodden, så der nu var 5 tdr. land. Udhuset af kampesten blev opført omkring 1881.

Lærer Jensen rejste herfra til Skjold, hvor han var lærer i mange år.

Hørlyck, som blev lærer efter ham, 1858, var sønderjyde og blev gift med en sønderjyde. Han var en rolig og bestemt mand, men noget tungsindig. 1861 rejste han herfra til Vrigsted.

Efter ham kom Mathorne, der havde været med som frivillig i krigen 1848-50. Han var dygtig i skolen, men præget af feltlivet. Han rejste 1863 til Læsø.

Ved krigens udbrud 1864 meldte lian sig atter som frivillig og fik efter krigens afslutning ansættelse i Odense.

Efter ham kom L. Knudsen, som var her i 20 år til 1883. Han blev gift her, og hans hustru var meget dygtig i hjemmet. Han selv var en stor jæger og skød mange fugle ved strandjagt og i båd. Han holdt aftenskole og lærte de unge mænd både at bruge en pen og et gevær. Geværet blev ladet med en fænghætte, og det gjaldt så om at puste et lys ud med det.

1883 byttede han embede med lærer Henriksen og kom til Skrødstrup ved Randers.

Lærer Henriksen var her i en tid, hvor de politiske bølger gik højt, og hvor meningerne stod skarpt over for hinanden. Han var højremand, og de fleste af beboerne var venstremand, så der opstod gnidninger, og det bevirkede, at offeret til degnen i kirken blev givet i meget små mønter.

Han forbød sine børn at gå over i naboens have, hvor der var politisk møde med Chr. Berg som taler.

Det var hans hustru, der oprettede en høkerbutik i skolens udhus. Hun holdt på formerne og ville kaldes "madamme".

Henriksen flyttede 1888 til Horsens, og da embedet blev ledigt, blev det søgt af lærer Niels Lodsgaard, en søn fra nabogaarden. Han var udgået fra Gedved seminarium og havde tidligere været lærer ved højskolerne Hesselballe og Vrigsted samt vikar ved Horsens skolevæsen. Fra Horsens kom han hertil. Kendt som han var med befolkningen blev han en dygtig leder, lærer og opdrager for øens ungdom. Han interesserede sig for foredragsvirksomheden og formåede ofte fremragende talere til at rejse herover for en mindre betaling.

Han drev landbruget og var foregangsmand på dette område. Flere af de fremskridt, der blev gjort i denne tid, havde en god talsmand i ham.

De sidste år som lærer her døjede han meget med sygdom og måtte ofte bolde vikar. 1913 tog han sin afsked og flyttede til Horsens, hvor ban døde 23. februar 1915. Han blev begravet på Hjarnø kirkegård. Hans enke døde 3. februar 1938 og blev begravet ved siden af sin mand.

Beboerne satte dem et minde i kirken ved at skænke en sølvkrans med hans navn til kirken.

Over midtergangen hænger en messinglysekrone, som Lodsgaard og hustru skænkede ved deres sølvbryllup.

De havde ingen børn.

Under lærer Lodsgaard blev skolen ombygget i 1902. Kommunen lånte til dette arbejde 8500 kr.

1914 den i. januar blev lærer Carl Jensen kaldt til lærer på Hjarnø. Han var også uddannet på Gedved seminarium. Efter et års vikariat i Vinten-Enner kom Jensen til Hjarnø som hjælpelærer hos Lodsgaard. Han blev indkaldt til militærtjeneste 1. november 1913. Mens han var soldat, blev han indstillet som nr. I til embedet med adresse fra befolkningen på, at de ønskede Jensen, skønt lian var soldat. Han blev da fri for soldatertjenesten.

Jensen blev gift her med den norsk-fødte Karen Myhre, der havde været i huset hos Lodsgaard efter et højskoleophold i Danmark.

C. Jensen var her til i. august 1927, på hvilket tidspunkt han blev kaldet til enelærer ved Villersø skole pr. Grenaa.

Den 1. december 1927 blev pladsen besat af lærer A. Adsersen, der havde været andenlærer i Stubbæk ved Aabenraa. Adsersen var demitteret 1924 fra Haderslev seminarium og blev gift med Ingrid Hansen fra Tinggaard i Stubbæk kort før ansættelsen her.

Ved denne ansættelse blev skolelodden solgt fra skolen.

Det kan siges til slut, at hjarnøboerne altid har sluttet kreds om deres skole. De er interesserede i skolens arbejde, og de er gode mod deres lærerfolk.

Vinteren 1949 foreslog formanden for forsamlingshuset, sognefoged Morten Grøn, at vi i fællesskab skulle rejse en sten med en indskrift om Danmarks riges grundlov, der havde været gældende her i riget i hundrede år.

Der var enighed om sagen, og vi gik rundt om øen langs stranden, hvor der ligger mange store sten, og fandt et par stykker, som kunne egne sig til formålet.

Men hvordan skulle vi få den op til forsamlingshuset. Vi forespurgte hos Falcks redningskorps, og en sagkyndig derfra mente, at den største og kønneste var for stor for deres grejer.

Vi udså da en anden, som lå ved øens sydside, den havde for resten et navn og blev kaldt "Tammes' sten"; hvorfor ved ingen.

En vintereftermiddag gik vi så i gang med at fragte stenen op til pladsen. Der var mødt mange af øens beboere; vi fik stenen hævet og lagt på en slæde, og ca. 80 mennesker trak den med lethed op til forsamlingshuset.

Men da vi kom derop, mente nogle, at den var for uanselig og opfordrede os til at tage den store, som lå ved den nordre bred af øen. Vi var betænkelige, men gik alligevel i gang den næste dag, og det lykkedes virkelig at få rejst stenen ude i vandet og få den på en stærk slæde, lavet af telefonpæle, og nu gik turen over markerne med stenen trukket af mange mennesker - under skæmt og råb - indtil vi glade standsede ved pladsen øst for forsamlingshuset med den smukke store sten.

Formanden foreslog, at man nu kunne tegne sig for bidrag ved at tilkendegive, hvor mange indhuggede bo staver, man ville betale. Og så blev man opfordret til at prøve at forfatte en indskrift, der skulle stå under: ,Danmarks Riges Grundlov 1849-1949.

Der indkom enkelte forslag, men det blev et vers forfattet af Viggo Lodsgaard, Hjarnø, der blev foretrukket. Det lød således:

Stenhuggeren gik i gang med arbejdet, og pinsedag den 5. juni 1949 samledes vi tidlig om morgenen på pladsen, hvor stenen var rejst. Vi sang flere sange, og der blev holdt taler. Så blev stenen afsløret, og et stort nyt dannebrogsflag blev hejst på en ny flagstang ved stenen. Flaget var skænket af en hjarnøbo, i mindet om en kær afdød ung mand.

Det var en smuk fest, som ikke vil glemmes. Stenen står nu som minde om enighed i vort lille samfund og om kærlighed til vort fædreland og dets frihedslov.

"Tammes' sten" blev senere flyttet ned paa sin gamle plads, idet nogle ældre mente, at man ikke måtte fjerne en sten, hvortil der var knyttet navn og traditioner. Det er vist rigtig nok. Minder bør ikke fjernes. Selv sten uden indskrift kan tale til slægten.

Et gammelt sommerminde fra Horsens-egnen fortalt i "Jyllandsposten" sommer 1943 af N. B.

"En dejlig sommerdag i sidste halvdel af firserne besluttede jeg at aflægge et længe lovet besøg hos mine gode venner, lærer Lodsgaards, på den lille lave frugtbare ø i den østlige ende af Horsens fjord, der, hvor Hjarne Skjald i den fjerne sagntid skal have digtet sit mindekvad til ære for Kong Frode Fredegod, for hvilket digterværk han modtog den danske kongekrone som honorar.

Det blev for mig en såre fornøjelig dag. Da jeg først på formiddagen nåede Snaptun, fik jeg en gammel bekendt, rorsbetjent Povlsen fra toldstedet, til at færge mig over det smalle bælt.

Øen var i festskrud. Flagene vajede fra gårde og huse. Skolen var pyntet med blomsterguirlander. Skolepladsen var sirlig revet og strøet med grønt, og børnene havde fået ordre til at gå om ad bagdøren, da ingen måtte betræde pladsen før den ventede gæsts ankomst.

Gæsten var slet ikke mig, men Hans Højærværdighed, Biskop Dr. theol. Johannes Clausen fra Aarhus, der just denne dag havde berammet bispevisitats i Hjarnø skole.

En stor dag for hjarnøfolket blev det. For første gang siden reformationen blev øen gæstet af en biskop. Ved tidligere bispevisitatser havde børnene måttet give møde i Glud skole ovre på fastlandet. Men nu havde stiftets nyansatte biskop bestemt sig for den besværlige rejse over til den lille afsides ø for ved selvsyn at erkyndige sig om forholdene der.

Lærer Lodsgaard og hans frue lagde ikke skjul på deres glæde over mit besøg, det var, som noget af deres nervøsitet over deres gejstlige foresattes ankomst dulmedes. Mit forslag om at vende om og komme igen en anden og mere belejlig dag, ville de ikke høre tale om, jeg måtte og skulle overvære hele festligheden.

De to brave lærerfolk betroede mig, at de slet ikke havde været glade over biskoppens ide; de var jo ikke indstillet på at huse en så fornem og fordringsfuld person, selv om de så bort fra den dermed forbundne udgift og ulejlighed. De havde nemlig hørt berette om højærværdighedens skarpe kritik fra visitatser rundt om i stiftet.

Lærer Lodsgaard fortalte, at han havde søgt at stramme sig op ved at fortælle skolebørnene, at sådan en biskop jo i virkeligheden ikke var andet og mere end et ganske almindeligt menneske, så det var meningsløst at nære ængstelse og bekymring over hans kortvarige nærværelse. Han formanede børnene til at være rolige og ikke lade sig anfægte af den store mand. Stillede biskoppen spørgsmål med hensyn til religion og andre skolefag, skulle de blot svare højt og klart. Spurgte han een, måtte de godt svare alle på en gang.

Og så var lærer Lodsgaard enig med sin kone i, at biskoppen ikke skulle få anledning til at rynke på næsen ad noget som helst inden for deres enemærker.

Huset var gjort rede til at modtage om det så skulle være selve kongelige Majestæt. Nystrøgne, hvide, klare gardiner for vinduerne, blomster alle vegne, bordet dækket med kunstbroderet dug, det smukke krystalstel taget frem, karaflen fyldt med portvin af Horsens-vinhandlerens dyreste, kageskålen forsynet med fru Lodsgaards lækre bagværk. Ikke engang en ekstra fin cigar manglede.

Lodsgaards diplomatfrakke havde fået en gang presning hos hofskrædderen i Glud, og fru Lodsgaards sorte damaskes kjole var påsyet hvid kniplingskrave alt måtte erkendes at være tip-top fra ende til anden.

Ved middagstid nåede biskoppen, fulgt af sognepræsten, den gamle pastor Plesner fra Glud, over til Hjarnø. Lærer Lodsgaard tog imod de gejstlige herrer ved landgangsbroen.

Fru Lodsgaard modtog gæsterne i skoledøren og bød dem tage plads i dagligstuen.

Da Lodsgaard ville skænke vin i glassene, strakte biskoppen afværgende hånden frem: ,Tak, tak, kun en dråbe, jeg tåler ikke godt vin så tidlig på dagen". Han smagte forsigtigt på vinen. - "Ah" - Højærværdigheden smækkede med tungen som en gammel vinkender. "Måske en ganske lille smule endnu, - tak, tak". Lodsgaard skænkede glasset fuldt. Biskoppen livede kendeligt op og tog uden betænkning en cigar, som syntes at falde i den fornemme gæsts smag. Efter endnu et glas af den kostbare portvin viste lærer Lodsgaard de høje gejstlige ind i skolestuen. Fru Lodsgaard og jeg slog følge.

Alle skolebørnene var samlet i skolestuen. De sad med foldede hænder og spændte miner. Ved biskoppens indtræden rejste børnene sig. "Goddag-goddag, kære børn", smilede højærværdigheden nedladende.

Efter en salme begyndte overhøringen, som forløb til den høje autoritets fulde tilfredshed. Salmevers, skriftsteder og bibelhistorie blev grundig gennemgået, og børnene klarede selv de vanskeligste spørgsmål. Biskoppen udtalte sin glæde over børnenes præstationer både med henblik på deres viden og deres klare forståelse af religionsfagene og takkede lærer Lodsgaard for den dygtighed, han lagde for dagen i sin ansvarsfulde gerning.

Derpå gik biskoppen videre i de andre skolefag og kom derunder ind på sit yndlingsterna, det danske sprog. I en ret interessant udvikling, der dog syntes at gå hjarnøboerne over hovedet, slog biskoppen til lyd for, at den danske almue i by og på land skulle vise større omhu for og kærlighed til vort smukke sprog og ikke på plebejervis sjuske uden tilbørlig hensyn til det gramatialsk rigtige. Således brugtes bl. a. transitive og intransitive verber på en såre skødesløs måde, der lød stygt i dannede og oplyste menneskers øren. "Jeg håber, I forstår mig, at I retter jer efter mine formaninger med hensyn til sprogets røgt og pleje". - "Ja", brølte hele flokken i kor. - "Så glæder jeg mig til at høre, hvordan I beflitter jer på at tale korrekt".

Biskoppen henvendte sig til en 12-års dreng. "Fortæl mig, min ven siger du: "Jeg lægger ild under kedlen, eller jeg ligger ild under kedlen?" A sejer: "A tænder ild under æ kjeddel". "Nå, ja, men siger du", og biskoppen vendte sig til en anden dreng, "Hønen ligger æg eller hønen lægger æg?" - "A sejer, te æ høn gjør ægg". Biskoppen rystede på hovedet og spurgte en tredje: "Siger du, jeg lægger kartofler, eller jeg ligger kartofler?" "A sejer, A sætter katofler", svarede den lille fyr uden tilsyneladende at fatte, hvad biskoppen mente med sådan noget snak.

Den lærde gejstlige var næppe tilfreds med svarene, men lod sig ikke mærke dermed. Han begyndte nemlig omstændelig at forklare børnene, at det danske sprog i enkelte retninger kunne siges at have visse ejendommeligheder.

"Således har vi ord, som staves ens og udtales ens, men som betyder noget ganske forskelligt, det har I vel nok lagt mærke til?"

"Jow, jow!" skingrede børnene i munden på hverandre.

"Kan du så, min dreng, nævne mig et eksempel?" Drengen, en af de ældste i skolen, så måbende på biskoppen uden at svare. Biskop Clausen ville hjælpe drengen på gled. "Sig mig, min dreng, hjælper du din far med dagens gerning, når du ikke er i skole?" "Ja A gjø så". "Det tænkte jeg nok. Din gerning er sagtens bl. a. at flytte hestene, kvæget og fårene straks om morgenen, når I står op - ikke sandt?" - "Jow". - Har du så ikke bemærket, når du sådan en solvarm sommerdag, som f. eks. i dag, går hen over marken for at komme ud, hvor dyrene har stået tøjret hele natten, at der da er noget, som glitrer og skinner mellem græsstråene?" "Jow A hår så". - "Hvad er det for noget?" -"Spindelvæv". - "Ja - åh, ja, det var dog ikke det, jeg tænkte på. - Men sig mig. Når der sådan i flere dage i træk om sommeren har været tørt. Solen har skinnet hele den udslagne dag, men regnen, som alle ønskede, og som korn og græs tørstede efter, udeblev. Så kan du en tidlig morgen, når du går hen over agrene for at nå ud at flytte kvæget, se noget blankt glimte som små bitte perler, hvori solen bryder sine stråler i alle regnbuens farver, skønt der ikke i flere dage er faldet regn. Har du aldrig lagt mærke til det?" - "Jow A hår". - "Hvad er det da, som du sådan ser skinne og glitre på græsstråene?" - "Det er dogh". - "Hvordan staver du det?" - "D-u-g - dogh". - "Nå, jeg siger nu dug".

Biskoppen vendte sig nu mod en af de store piger. "Kan du, min pige, nævne mig et ord, som staves ligesådan, men som betyder noget ganske andet?" Pigen forstod åbenbart ikke et muk og svarede ikke. Den venlige biskop ville hjælpe hende og spurgte: "Sig mig, min pige, hvad er det første, din mor gør straks, hun står op om morgenen?" -Pigen strammede ansigtet, som om hun blev vred og svarede stadigvæk ikke. "Det ved du såmænd godt, lille du, det ser du jo hver dag. Hvad er det første, din mor gør, når hun står op om morgenen?" - "Det vil A et sej, nej A vil ej!" vrissede hjarnøpigen, mens øjnene gnistrede af harme.

Biskoppen så ligefrem forfjamsket på den fortørnede pige og fortsatte: "Vist ved du det, hun tager en skinnende hvid dug og breder den på bordet til morgenmåltidet, gør hun ikke også?" "Nej, hun gjør et, for hun hår ingen!" busededet ud af den vrede lille, fattige husmandstøs.

Biskoppen så noget forlegen ud, og straks efter erklærede han visitatsen for afsluttet.

Højtideligheden sluttede med en salme. "Han var vist tåvelig, den biskop", hviskede børnene til hverandre, da Hans Højærværdighed havde nikket farvel".