Achton Friis: Hjarnø 1922

En regntung eftermiddag i stille vejr lægger vi til ved Snaptun anløbsbro på Horsens Fjords sydside. Regnen var os ikke helt uvelkommen - vi trængte stærkt til en enkelt dags ferie efter de mange solskinsdages lange slid, hvor fodture på tolv-fjorten timer under ustandseligt arbejde var blevet reglen.

Horsens Fjord rummer tre større øer: Hjarnø som er 566 tdr. land, Alrø 1368,2 og Vårsø 102,9 tdr. land, samt omkring den sidste nogle ubeboede småholme. De ligger alle nord for sejlløbet gennem fjorden, det dybe Hjarnø Sund eller Draget - her betyder ,drag" altså noget andet end på de fynske øer, hvor det betegner en smal tange, som forbinder to øer. I en ret linie fra SØ til NV skærer det dybe sejlløb ind mellem Hjarnø og fastlandet og når trods kun 500 meters gennemsnitlig bredde en dybde af indtil 22 m, til det tæt sønden for Vårsø svinger brat mod vest i to smalle arme og bliver borte i fladvandet. Sejladsen fortsættes herfra i den 6,3 m dybe, gravede kanal, der ret som en lineal peger ind mod havnen i Horsens.

Såvel administrativt som sprogligt kan fordelingen mellem fjordens øer vække den største begrebsforvirring. Hjarnø ligger i Vejle amt og hører under Bjerre herred, Alrø og Vårsø med dens kalv ligger i Århus amt og hører under Hads herred - medens Endelave, soin vi just forlod uden for fjorden, hører til Voer og Nim herred. Det kan man kalde administration over kors!

Yderligere danner Hjarnø og Alrø egne kirkesogne, mens Vårsø hører til Søvind sogn på fastlandet.

Med hensyn til det jysk, der tales på de tre småøer som ligger klos op ad hinanden i fjorden, da var det rimeligt at tro, at de kunne nøjes med samme dialekt. Men nej den følger minsandten administrationen! Medens man på Hjarnø taler et uforfalsket bjerreherredjysk, snakker man hadsherredsk på Alrø. På sidstnævnte anvendes konsekvent de rigsdanske, bestemte navneordsendelser en og et, på Hjarnø siger man til gengæld æ ligesom oppe i Bjerre herred. Vårsø tæller ikke med, den har kun én gård med en ,tilfældig" forvalter.

Da vi tørner ud næste morgen, er det blevet fortrinligt arbejdsvejr; en frisk nordvesten har slæbt tykning og regnbyger med sig ud over Kattegat, og fra Gylling Næs helt ind til sin bund ligger fjorden blå og strålende. Det tog os nøjagtig fjorten minutter at smutte fra Snaptun over til Hjarnøs lille havn.

På kortet ligner øens krop torsoen af en elefant, hvis øreløse hoved med vedhængede snabel endnu sidder på og med et nedslået udtryk vender panden tid mod Kattegat. Men det er bedst at forlade dette billede, inden vi omtaler de brave folk, som lever på denne krop.

Ved hovedvejen, som gennemskærer øen fra vest til øst, ligger alle øens gårde på to-tre stykker nær tæt samlede i en by. Det er iøjnefaldende her, når man kommer fra Endelave, men især når man tænker tilbage på Samsø, hvor forfaldne Hjarnøs gamle gårde er. Hist og her er man begyndt at opføre nye stuehuse af røde mursten og udhuse af tilhugne kampesten; men det gamle tænker man sjældent på at "bøde". Og dog er mange af disse gamle bindingsværksgårde nok værd at holde på benene. Fortrinlige har de været deres velmagtsdage. Selv om det nu frernhæver det "maleriske" ved disse rønner, at gavlene er støttede af krykker, for at de ikke skal ramle sammen, ville man dog hellere se dem ordentlig istandsat. Men det kan til tider være bekosteligere at vedligeholde en bindingsværksbygning end at bygge en ny af cementsten.

Ved en af de smukkeste og mest faldefærdige gårde faldt jeg i snak med en dreng, som hørte hjemme derinde. Da jeg gjorde tegn til at gå ind i gården, sagde han sådan noget som, at dersom jeg ikke holdt forfærdelig meget af mus og rotter, skulle jeg holde mig fra udhusene. Måske har det været en dreng med stærkt fremherskende tran- til digterisk overdrivelse, eller han har anset mig for en probenreuter, som for enliver pris skulle holdes væk! jeg gik ind og traf ingen af de nævnte dyr - men heller ingen mennesker. Det viste sig, at gården var forladt!

Det er sjældent, at en lille øbefolkning, som har været søfarende i mange slægtled, ikke bringer al den orden og disciplin med sig i land, som den er vant til fra livet i de gamle sejlskibe. Hjarnøboerne, som for øvrigt har ord for at være fremragende agrarer, gør kun såre lidt ved deres gamle huse men så meget mere gør de ud af deres møddinger. Aldrig har jeg set så monumentale gødningspladser som her! Selv ved de ringeste gårde finder man en mødding af kæmpemæssige dimensioner, omgivet af en stensætning af tilhugne kampesten - så iøjnefaldende og smuk, at man på lang afstand kan forveksle gården med møddingen.

Endnu for en god menneskealder siden gik en stor del af Hjarnøs ungdom til søs; men da der i en lang periode næsten årligt indtraf en mængde ulykker på søen, hvorved mange af disse unge, som var på langfart, mistede livet, svandt til sidst beboernes lyst til sølivet. Og nu er ingen sømand mere hjemmehørende på øen; dens to sidste fiskere gik i fjor i land og ernærer sig som arbejdere; de har ombyttet åren og fiskenettet med spaden og kartoffelsækken. Hjarnøs våben kunne rumme en Neptunus med en grebsom trefork.

Øen har 188 indbyggere, fordelt på 43 beboelsessteder, hvoraf 18 er større og mindre gårde. Af dens 566 tdr. land er omtrent 100 udyrkede, og af disse er 40 overdrev, som dannes af "Odden" på sydøstenden og det nærmeste land omkring denne. Nord for byen findes en ypperlig skov på 6 tdr. land, hvoraf fem gårdmænd har hver sin part, der er lige store. Til det udyrkede land må vel sagtens henregnes øens store fodboldbane - thi en sådan findes her ligesom på Endelave. Medens storbønderne på den nære Alrø har fra 60 til 80 tdr. land til hver gård, er gårdene lier på øen aldrig større end omkring 30 tdr. land. Levemåden på de to øer skal stå i forhold til dette, fortæller man her, idet alrøboerne ikke sjældent holder nogle dundrende gilder, så vandet rundt om øen slår ringe viden om!

Inden for historisk tid har den lille ø aldrig nået at gøre sig bemærket. Men dens navn er ifølge Saxo dannet efter sagnkongen Hjarne, som flygtede hertil efter sin uheldige kamp med sin medbejler Fridlev og boede lier i nogen tid. Den gamle historieskriver beretter herom følgende i sin Danmarkskrønike:

"Efter Frode Fredegods død vidste danskerne ikke, hvem de skulle kåre til konge. De besluttede da at vælge den, der kunne sætte det skønneste kvad soni gravskrift over den elskede Frodes grav. En mand ved navn Hjarne, der var forfaren i dansk skjaldskab, lavede da på sin vante vis et kunstløst vers, der lod således:

Længe forte de
Frode om land,
da Drotten dyre
i Døden var daanet.
Langt Liv ønsked
hans Landsmænd Frode;
her gemmer Graven
bag Grønsvær den gjæve."

Digtekunsten må have været højt skattet her til lands i de dage; thi Hjarne fik som belønning Danmarks krone! Selv Cæsar gav allerhøjst en by til den, der forherligede hans bedrifter.

Saxo beretter videre, at Hjarne blev konge uden at ane, at Frode Fredegods søn, Fridlev endnu var i live. Efter mange vældige bedrifter her og i Rusland kom denne imidlertid hjem, og danskerne bad nu Hjarne om at trække si,, tilbage til fordel for kongesønnen. Da Hjarne ikke var til sinds at slippe kronen godvillig, blev landet tvedelt, idet nogle stod på Fridlevs, andre på Hjarnes side. Det endte med et slag mellem de to, i hvilket Hjarne blev slagen og flygtede til Jylland. Efter at have samlet krigsfolk om sig her holdt han på ny slag med Fridlev, men hans mænd blev alle fældet, og han flygtede ene og venneløs til en ø, som bærer hans navn efter ham. Efter nogen tids forløb slog han sig på svig. Han drog til Fridlev efter at have gjort sit ansigt ukendeligt og søgte at vinde kongens fortrolighed for at kunne oppebie en lejlighed til at dræbe ham. Som saltsyder og træl levede han på kongsgården, til Fridlev fik mistanke til ham og endelig overrumlede ham, da ban badede, så hans mange ar og genkendte ham. I den tvekamp, som Hjarne foreslog og som Fridlev højmodig gik ind på, blev skjalden dræbt, og hans lig blev højsat.

I "Salling Syssels Oldsaga" viser Gudmund Schütte, hvorledes Frode-sagnet må være afledt af de gamles offerfester for Njord og hans søn Frøj, guderne for fred og frugtbarhed. Frø s festfred bliver omdigtet til sagnet om Frode Fredegod, og Hjarne skriver sit kvad til Frodes forherligelse at danske Høvdinger havde jordet de stinkende Levninger af Guden FrodeFrøj, som de i tre Aar havde slæbt rundt i Landet for at faa inddrevet Skattegaver." Schütte påviser ligeledes, hvordan dette sagn har forbindelse med oldtidens menneskeofringer, som fandt sted for at holde liv i de dødelige guder, idet ofrenes liv indblæstes i disse, så de genopstod til samme tilværelse og magt som for. Den menneskelige ,syndebuk" slås for panden, hvorefter han genopstår i guden. Ofrenes kadavere hænger i træerne omkring offerstedet i ni døgn, og forfatteren ser i alt dette kilden til det mystiske vers i Eddaen, hvor Odin siger:

Jeg véd at jeg hang
paa vindgynget Træ
ni samfulde Nætter,
med Spyd gennemstungen,
given til Odin,
jeg selv til nig selv.

Forfatteren viser tillige parallellen mellem oprindelsen til Frode-sagnet og de meksikanske indianeres menneskeofringer, således som vi kender dem fra Ferdinand Cortez' og Don Diaz del Castillos beretninger om Meksikos erobring, hvor præsterne iklædte sig ofrenes hud, og denne "flåede gud" korte rundt og lod sig hylde, til han stank af råddenskab, hvorpå man endelig jordede levningerne af bælgen som en dyrebar relikvie.

Samme offerskikke hos Nordens oldtidsfolk og Mellemamerikas gamle kulturfolk! En idéforbindelse fører os i et spring fra Hjarnøs strand til Meksikos kyst.

Helt op imod vor tid har sagnet om kong Hjarnes grav på Hjarnø spøget i litteraturen. Men nogen begravelse er aldrig konstateret på øen. Derimod har der på Odden ved Kallestene på sydøstsiden ligget en mængde skibssætninger fra den senere oldtid, dvs. bautastene rejst i grupper, formede som omridset af et skibsskrog, en skik, som knyttede sig til vikingetiden (se under Korshavn ved Avernakø om "Høje Stene"). Pontoppidans "Danske Atlas" (1673-77) citerer øens daværende sognepræst, som giver følgende skildring af stedet:

"Paa Hjarnøe, sydøst fra Kirken paa en Plads af ca. 60 Favnes Distance tæt ved Stranden, kaldet Kalle-Steene, siges Kong, Hiarne at være begraven. Paa denne Plads findes vel 30 med maadelige Steene net afdelte Grave, i tre Hobe, næsten lige mange i hver Hob. Hver Grav er ved 4 Alne lang, vendende mod Øster og Vester, og er det merkeligt, at i hver Hob er den eene Grav ei skilt fra den anden ved noget Rum, men ganske tet foiede til hverandre, og det i en Runddel, saa at de alle har een i Midten, og midt i den midterste Hob, slutter man, er Kongen begraven; men nu ere de fleste af Stenene med Grønsvær overgroede."

I Ole Worms Antiquitatis Danicæ, In Additamenta pag. 4 findes en fortrinlig tegning af ,kong Hjarnes grav" fra før 1650. Worm beskriver stedet noget anderledes end Pontoppidan, idet lian kun nævner 20 ,gravhøje", hvoraf en, som skal være kongens grav, er meget større og omsat med anseligere sten end de andre. Denne er 30 alen lang og 20 alen bred, medens de øvrige kun er 12-13 alen lange og 4-5 alen brede. Tegningen viser os imidlertid en samling skibssætninger, til hvilke ingen begravelse knytter sig. De på tegningen viste urner er heller ikke gravgods fra dette sted, men er fundet helt andre steder, en enkelt efter Worms egen opgivelse så langt borte som på Sjælland. De må være anbragt på billedet enten for at spare en illustrationstavle eller af dekorative grunde.

Det er vel overflødigt at tilføje, at ethvert spor af dette mærkelige og anselige oldtidsminde nu er forsvundet. Den gamle fører af øens postbåd, Jørgen Juul, fortæller mig, at der endnu i hans ungdom lå ,tre langdysser" på overdrevet nord for Odden, men at disses sten senere alle er sprængt og anvendt til bygningsmateriale. Det er de sidste tre skibssætninger, lier er tale om, og her har man da måske oprindelsen til de anselige mure omkrin- øens møddingspladser. - Videre fortæller han, at han fra sine drengeår husker "Kong Hjarnes Sten", en vældig kampestensblok, som lå halvt begravet i jorden på øens højeste sted ved "Østergård"s mark. Alt tyder på, at denne sten aldrig har været anbragt på sit sted af menneskehænder. Den blev sprængt og anvendt som materiale ved opførelsen af krigergraven i Fredericia.

På samme mark, hvor stenen lå, fortæller Juul, har engang en tyr med sine horn rodet et gammelt sværd op af jorden. Men hvor som helst man tog dette i hus, "fik man ingen ro", og freden vendte først tilbage, da man atter gravede det ned på dets sted.

Den gamle Juul, som fortæller mig alt dette, mens jeg sidder og tegner ham i hans hyggelige stue, er en pragtfuld gubbe på de tooghalvfjerds. Hans ansigt er dybrødt, som en mellemting mellem kogt hummer og røget laks; hans vældige hårvækst er gnistrende gylden med begyndende hvide stænk ved ørerne og i skægspidserne. Sådan har vore gamle vikinger set ud, når de om efteråret vendte hjem fra langfart - røde og strå-gule af sol og vind og saltvand! Foruden at være fører af øens postbåd var han også til for få år siden landpost på stedet og er naturligvis godt kendt med alle forhold på sin ø. Det var ham, der forklarede mig) årsagen til, at ungdommen ikke mere søger til søen som næringsvej.

Det fremgår af hans fortælling, at enkelte gamle skikke har været fælles for hans hjemsted og øerne om Fyn, således var "indledningen" i kirken efter et barns fødsel ganske som på Drejø og andre sydfynske småøer, og for øvrigt var denne skik tidligere almindelig over en stor del af landet. Ved festlige lejligheder, især bryllupper, indbødes her som der absolut alle øens beboere. Hver familie mødte med gaver i form af spisevarer, og det var næsten udelukkende høns der bragtes, fire til seks stykker fra hver familie! Man festede i to-tre dage i træk og åd ustandselig hønsekødsuppe. Men der blev samtidig som modgift rammet mangen god dansk dram ned!

Om en storslået begivenhed i Hjarnøs intimere historie har overleveringen holdt sig på øen lige til vore dage, men i tågede rids og uden at nogen med sikkerhed har kunnet tidfæste den. Det hed sig, at en grumme hvalfisk engang for mange herrens år siden viste sig ved kysten af øen og strandede på fladvandet; og hvis selve det store dyr i Johannes´ åbenbaring en dag under froprædikenen var dalet ned på øens kirketag, kunne denne begivenhed ikke have vakt mere røre på stedet. For tvivlere viser man endnu på Østergård et par af dyrets mægtige rygvirvler, og flere af samme slags har tidligere været i brug på øen som fundament for vandtrug, men er nu havnede på Glud museum. Det er maleren Søren Knudsen i Glud, stifteren af byens udmærkede folkermuseum, som har æren af at have fundet den autentiske beretning om den dramatiske begivenhed, og det på et sted, hvor de færreste ville finde på at søge den, nemlig i ,Aalborgs nyttige og fornøyelige Jydske Efterretninger af 1ste Februarii 1771". Jeg citerer fremstillingen ordret, således som hr. Knudsen har offentliggjort den i Vejle amts årbog 1926:

"Fra Sr. Brandt, Farver i Horsens, er følgende indberettet:

Paa Hiernø Land, som af Søen er omgiven 2 Mile fra Horsens Kiøbsted i Stiernholms Amt, er først i Dec. med haardt Veyr og høye Vande kommen fra Havet ansættendes en stor Fisk, og idet han vilde sætte sin Fart igennem det nordre Løb fra Landet, blev han staaende paa 7 Foed Vand. Dagen derefter, da Vandet var falden ongefehr 1 Foed, begave Indbyggerne sig i Baade til Fisken, som laa nogle Foed med den eene Side over Vandet, og af sit Pusterør eller Aande-Hullet pustede Vandet meget højt i Vejret; Folkene havde Økser paa lange Stager, og hug i ham, men, da han agtede det ikke, gik nogle af de dristigste paa Fisken og hug nogle Læs Spæk af hannem; derefter forføyede de sig i Baadene, og hug moxen Rygbenet i to, samt Hul paa Siden, hvor de med Magt stødte et stort 12 Alens Træ i Livet, da dette skeede, følte han først Smerten, og slog meget haardt med sin Hale, som var 7 Alen bred, i Vandet, og pustede da meget Blod og Vand af sig, som overstænkte alle Folk i Baadene, der maatte flygte fra ham, han dreyede sig ofte om paa Halen, men kunde ey ungaae af Mangel paa dybt Vand, endelig fik de et stort Hul hugget udi hans Hoved, og derved dræbte ham. Samme Fisk var 26 Alen lang og 8 Alen dyb, derefter fik Beboerne ham ved Gang-Spil halet til Landet, hvor mange omliggende Herskaber reiste over at besee den, som var forunderlig af Skabning. Hovedet var ungefehr 9 Alen lang, og tvært over Hovedet imellem begge Øynene 4 a 5 Alen, den nederste Mund var besat med Tænder paa en god Fingers Længde, og saa tykke som et Haandled, i den øverste Mund var ingen Tænder; den var meget feed, og havde tre Qvarteer reen Spæk paa Siderne, saa Beboerne fik af ham henimod 100 Tdr. Tran, foruden endeel Fit, som flod af ham i Søen; tre Dage efter han var dræbt, var han endnu varm, og Spækket røgede, endskiøndt det var paa saa kold en Aarsens Tiid; ingen her ved Navn paa Fisken, men da de parterede ham, kunde de see at det var en Han-Fisk; der skal efter Spørgement være fornummen hans Mage iniellem Endelaug og Hiernøe, som vilde lokke hannem tilbage. Man vendter at den ligeledes selv skulle støde an, og løbe sig fast.

Bemeldte Hiernøe tilhører ellers Hr. Consistorialraad Glud i BierreHerred."

Af beretningen fremgår det, at det må have været i december 1770, begivenheden fandt sted. Og hr. Knudsen tilføjer: "Man kan vanskelig forestille sig, hvor vældig en spænding de gode hjarnøfolk har befundet sig i. Det har svirret i luften med "toderne", "svenskeme" og andre typiske Hjarnø-eder. - Der var dengang en mængde af mændene, som havde været til søs, og det var mærkeligt nok, at ingen af dem kunne afgøre, at hvalen var en af de såkaldte "kaskelotter".

Alrøboerne ville for øvrigt bagefter have del i byttet, og der blev endog rettergang om sagen. Men her vandt hjarnøboerne - retten gav dem medhold i deres krav om hele dyret, fordi hvalen havde vendt hovedet mod Hjarnø (!) -Men en dag, da næsten alle øens beboere var i Glud kirke, tog alrøboerne revanche, gjorde landgang på naboøen og stjal en god portion af fjendens kobbertøj! Således ordnede man dengang mellemfolkelige anliggender i Horsens Fjord!

Hvad grunden har været til, at hjarnøboerne på denne hævnens dag var i Glud kirke, er ikke nemt at gætte, thi øen har i umindelige tider haft sin egen kirke. Denne, som vistnok oprindelig var en romansk granitbygning, synes i sin nuværende skikkelse at være af langt senere oprindelse. Ved en brand i 1804 ødelagdes en del af dens træværk, og den er senere, i 1877, blevet vansiret med et bindingsværkstårn, beklædt med zinkplader, en ,rytter", hvad der er fuldkommen ødelæggende for den ellers smukke lille bygning. I sin oprindelige skikkelse minder den ellers fuldstændig om kirken på Alrø, som endnu er sparet for prydelser af den art, og har et fortrinligt gammelt klokketårn af træ på kirkegården. Indvendig er den af ringe interesse; den har en slem, moderne altertavle med et oliemaleri, lavet af en eller anden af de anerkendte specialister i denne branche.

Øen hørte under herregården Jensgård i Bjerre herred, indtil bedstefaderen og onkelen til den nuværende ejer, godsejer Glud, solgte jordegodset til beboerne. Kun kirken hører endnu under godset.

Foråret er i fuld gang på Hjarnø. Inde i byen har bysvalerne travlt med at bygge reder under tagskæggene, det begynder at blive påtrængende at komme i hus, inden regningen på forårsforlystelserne melder sig i form af et kuld unger! Under de sanime tagskæg er stærene allerede i fuld gang med at fodre deres hvæsende afkom. Og da vi ved middagstid sidder på en bøgestub i udkanten af skoven og ryger vor pibe, synger tornsangeren letsindige viser inde fra krattet, og oven over os i en lille poppel parrer to skovspurve sig, så skammeligt det lyder! Lige ved siden af os ligger to store blå kaniner og strækker sig på maven i skyggen af en tjørn og siger ikke, hvad de tænker på. På marken udenfor står i solskinnet et par tøjrede geder, og et lille ugegammelt kid, der kun består af næse og bagben, leger blindebuk og slår skæve herresving op ad diget. Og de to gamle, der har lige så meget skæg i ansigtet som Abraham og Sara tilsammen, ser til som de to i Mamrelund og "henrykkes med en stor henrykkelse"!

Men ud fra skovbunden under ask, eg, elm og skovæbler stiger den bittersøde duft af de vilde planter op som et røgoffer til guderne. Under hassel, tjørn og hyld sprager det i hele den groende forsamling af storkonvaller, mjødurt, gærdekørvel, anemoner, nellikerod, perikon, pragtstjerne, mælkebøtter, storkenæb, smørblomster, rødbynke, knoldet brunrod -- puh! Hele botanikken uden for adelskalenderen er forsamlet til bunkebryllup i solvarmen.

Rundt til alle sider ligger den lille venlige, grønne og fede ø, beskeden og prunkløs, men et sted, hvorfra verden ser vidunderlig ud. Intet spærrer udsigten til de pragtfulde bakkelandskaber i nord, vest og syd. Går man op på dens højeste punkt, en 6 1/2 m (!) høj bakke nord for ,Odden", da er det, som åsene rundt om hæver sig endnu højere mod himlen, og brisen fra sydvest, som kommer strygende ned fra Bjerrelides enorme bakkedrag, bringer et pust af kølig bjergluft med sig ned over fjorden og de lave enge.

Ser man herfra mod syd ud mod havnen og fjorden, har man lige foran sig modsætningsvis et fuldkommen hollandsk landskab med grønne flader og havarme mellem hinanden. En hollandsk tjalk glider netop nu frem ad den smalle vandvej mellem markernes lave hegn som ad en blinkende kanal. Fjernere rager fra havnens sted bådenes master op som et regiment landsknægtes spær. Længst ude mod vest hviler i solflimmeret det fjerne, røgdirrende slør over Horsens by.

Men foran denne og ganske nær løfter sig på fastlandskysten halvøen Borres tvedelte banke. Og jagtminder fra friske september- og oktoberdage på dette sted falder mig ind, når fjorden går sortblå og strid for vesten stormen, som forvandler bøssepiben til en fløjtende sirene, og bygernes projektiler slår skrald mod min hat, mens der op fra lagunerne på de solfalmede strandenge letter sværme af krikænder brokfugle og viber, kobbersnepper og bekkasiner. Ene her med sin ven og hans "ædle hund", på årets allerførste jagtdag - med sin gode, pragtfulde ciselerede hanebøsse, der ligner et skydevåben og er det, og med de hjemmeladte patroner, hvoraf liver eneste er gjort med en omhu som den, hvormed en ung moder svøber sit spædbarn! Gud i himlen! - så synger det inden i én i takt til fodslaget over den hårde stub:

Bøssen hænger ej mer paa Væg,
Hist sigter forhærdede Skytte!

- Men "that's another story"!

Jeg kender ingen dansk fjord, som er herligere end denne. Landet omkring den, hvis åbne banker løfter sig mil efter mil bag hinanden, er skønt, alvorligt og storslået. Sammenlignet med dette er Vejle Fjords idylliske, skovklædte åse som en teaterdekoration, der er alt for nær på øjet, et lidt lummert panorama, der ser ud, som var det arrangeret for turister.

At ligge her på fjorden en stille forårsnat med havbleg under den rødmende nordhimmel og med månen i syd spejlende sig i vand, der glider som olie under dens runde ansigt - når hejrerne letter fra det nære næs og rider som hekse østerud, ind i den dybe jordskyge, der spænder som en stålblå bue over haves linje - og én eneste stjerne skinnede bleg og kold over Bjerrelides fjerne, sorte kupler ...

Så skænker man gerne hele Baedekers stjernehimmel bort for det syn ...