Guds dukkehus

HJARNØ (Ekstra Bladet): Jeg kom til Hjarnø ved aftenstid og slog mig ned på campingpladsens græsmark. Lave skyer trak ud over havet, og der var ikke langt til næste regnbyge.

Mellem mig og vandet var der en frodig ager med hvede. I skellet groede der højsommer på stilk. Nede i vådområderne snadrede og skreg tusind fugle. Hættemåger, havterner, klyder og tejster.

Men det var lyden inde fra nabomarken, der efterhånden satte sig fast i bevidstheden som en irriterende burre:

- Muuuhh, muuuhh.

Det blev véd, og det blev véd.

Der var et tæt læhegn mellem mig og lyden, men jeg kender en ko, når jeg hører den, og denne ko havde det ikke godt. Dens evindelige brøl fortalte om dyb pine.

- Måske er den faldet i et mudderhul, tænkte jeg.

Jeg gik over til læhegnet, bøjede grenene og så straks koen, der gik sammen med en hel flok. Den søgte op mod en staldbygning, som om den ledte efter noget, den ikke kunne finde, og hele tiden brølede den hjertet ud af livet.

Nå, det var altså ikke et mudderhul.

Så sprang det i øjnene, at koen havde et kæmpestort spændt yver, og jeg blev klar over, at den lige havde kælvet, og at den trængte til at blive malket - mere end røgterens 12 timers rutine strakte til.

Dagen efter brølede koen igen, men så holdt den op. Nu var der kun fuglenes skrig tilbage.

RØVERNE

Det er ikke tilfældigt, at jeg fortæller om fuglene og koen.

På Hjarnø er der nemlig ingen unaturlige lyde, hvortil jeg regner støjen fra biler, fabrikker, S-tog, knallerter og knevrende kvinder på udsalg i et varehus.

Her brydes stilheden kun af stormsus og bølgeskvulp. De få biler, der kører på øens tre veje, snegler sig af sted og er nærmest lydløse.

Hjarnø har en fornem plads blandt de 405 navngivne øer, der findes i Danmark, og hvoraf 82 er beboede. Den er en småø med sine 321 hektar og 120 indbyggere, hvori ikke er medregnet harerne, pindsvinene (der blev sat ud i 1977) eller de tusinder af fugle. Her yngler den faste bestand, og her kommer ryler, hjejler og kobbersnepper på træk.

- Jeg kender ingen dansk fjord, som er herligere end denne, skrev Achton Friis i 1922, da han besøgte Hjarnø, og det var Horsens Fjord, han mente. Hjarnø ligger dér, hvor den løber ud i Kattegat.

Det var ved samme lejlighed, at Friis besværede sig over, at hjarnøboerne lod deres bindingsværksgårde forfalde og i stedet byggede nye med stuehuse af mursten og udhuse af kampesten. Han konstaterede også, at han aldrig havde set så 'monumentale' møddinger som på Hjarnø.

I dag er møddingerne af naturlig størrelse, og kampestensbygningerne er med til at give øen dens særpræg.

Men det er kreperligt, at bønderne sprængte nogle af oldtidens skibssætninger for at få sten til byggeriet. Jeg oplevede det samme på Avernakø, hvor folk havde sprængt hele skibssætningen Høje Stene for at få materiale til en dæmning.

Man synes, at Danmark er fyldt med oldtidsgrave, men for hver stor sten mangler der to. Gennem århundreder har bønderne ikke kunnet holde fingrene fra dem.

Men byfolkene i Fredericia er også blandt røverne. De huggede en kolossal kampesten på Hjarnø og brugte den ved opførelsen af krigergraven med de faldne fra kampene i 1849.

Der var dog nok et par hjarnøboere, der var medskyldige og tjente en god skilling på det.

I KIRKEN

Jeg har været på Hjarnø i to omgange i den sidste uges tid.

Lørdag aften kørte Susanne Schibler mig til færgen, hvor jeg skulle hente min kone, der kom på besøg fra København, og da vi passerede Hjarnø Kirke, kom jeg med en anerkendende bemærkning om den.

- Vi har en god præst. I skal gå i kirke i morgen, sagde Susanne, og det lød nærmest som en ordre. Hun er formand for menighedsrådet og har sit efternavn, fordi hun nedstammer fra kartoffeltyskere, der i en fjern fortid kom til Jylland.

Jeg sikrede mig, at præsten ikke var fra Indre Mission, og søndag formiddag gik vi ad kirkevejen for at høre ham.

Men den hvidkalkede kirke blev ikke større, efterhånden som vi nærmede os. Den er Danmarks næstmindste og lignede stadig et dukkehus, da vi gik ind i våbenhuset. Klokken i den lille tagrytter lød som en bordklokke, og den opereres nedefra. Som noget enestående i en dansk kirke hænger der under loftet et vikingeskib.

Da øboerne i 1500-tallet skulle bestemme, hvor kirken skulle ligge, lukkede de to stude ud, og kirken blev bygget der, hvor studene lagde sig for natten, fortæller Susannes mand.

Vi var kun en lille håndfuld kirkegængere (menighedsrådsformanden var der ikke), og vi satte os alle nede bagved, som danskere har for skik. Nå, kirken var så lille, at der alligevel kun var et par meter hen til prædikestolen.

Det var femte søndag efter Trinitatis, og i sin prædiken gik præsten ud fra Lukas-evangeliet (5,1-11) - det sted, hvor Jesus stod i Simons båd lidt ude på Genezareth Sø og talte til en forsamling inde på land. Da han var færdig, sagde han til Simon:

- Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!

Fiskerne havde været ude hele natten uden at fange det mindste, så de syntes, det var en tåbelig besked, de fik. men da de gik ud, fangede de så mange fisk, at nettene var ved at sprænges. Dette slog dem med rædsel, men Jesus sagde til Simon:

- Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.

Derpå lagde fiskerne deres både på land og fulgte Jesus.

PRÆSTEN

Denne historie kan man få forskellige ting ud af, men præsten på Hjarnø gik lige til sagen og holdt en enkel prædiken, der var til at forstå.

- Han må være grundtvigianer, tænkte jeg, og det var han da også. Han var oven i købet så forsynlig bagefter at lade menigheden synge Grundtvigs salme om fiskedrættet - hvis nu nogen ikke skulle have fattet budskabet.

Det var først, da jeg havde hørt præsten prædike, at jeg gad spørge, hvad han hed, og så genkendte jeg navnet: Ole Brehm Jensen. Han har blandt andet skrevet bøgerne 'Feltpræst i Bosnien' og 'Prædikenens Dårskab - Forargelsens Teologi'.

Ole Brehm er sognepræst i Glud-Hjarnø pastorat på nittende år. Men traditionel teolog er han ikke. Han blev magister i idéhistorie i 1975 (guldmedalje på Århus Universitet) og var senere kristendomslærer ved Gedved Seminarium.

I 1996 skulle der vælges ny biskop i Viborg, og ifølge pastor Søren Krarup stod valget mellem disse to:

1) 'En behagesyg missionsmand, rund og glat og popularitetsjagende'. Det var domprovst Karsten Nissen, Krarup mente.

2)..'En evangelisk-luthersk sognepræst, klar, konkret og tydelig.' Dette var Ole Brehm Jensen.

- Gid Ole Brehm Jensen bliver valgt! sagde Søren Krarup til sig selv, så ville der lyde et kristent ord også i bispernes kreds.

Men det blev den behagesyge missionsmand, der fik bispehuen på, og derfor kunne jeg i søndags høre Ole Brehm på Hjarnø. Han var ikke blot konkret, som Krarup siger, han var også kontant og uden slinger i valsen.

Efter gudstjenesten fortalte Brehm mig, at han om kort tid rejser til Kosovo som feltpræst for de danske soldater dernede. Tidligere har han haft samme funktion i Kuwait, Cypern og Bosnien.

URTIDEN

Hjarnø er et mærkeligt navn, men Saxo har en forklaring:

'Efter Frode Fredegods død vidste danskerne ikke, hvem de skulle kåre til konge. De besluttede da at vælge den, der kunne sætte det skønneste kvad som gravskrift over den elskede Frodes grav.'

Denne konkurrence blev vundet af en mand ved navn Hjarne, og som belønning fik han Danmarks krone. Men der kom strid og magtkamp, og Hjarne blev til sidst slagen. Han flygtede derpå til 'en ø, som bærer hans navn efter ham'.

I denne forbindelse: Den store sten, der blev brugt til krigergravene i Fredericia, havde navnet 'Kong Hjarnes Sten', og legenden vil vide, at han er højsat med hele sin hær på Hjarnø.

Moderne sprogfolk har en mere prosaisk forklaring, der går ud på, at øens navn udspringer af det olddanske ord 'hiarni', der betyder hjerneskal - i dette tilfælde brugt om en forhøjning i terrænet.

SVÆRDET

Jeg lejede en cykel og udforskede øen. De mange skibssætninger fra jernalderen og vikingetiden, strandengene, lagunen mod syd, den lille løvskov og ikke mindst caféen Den Gamle Smedje, der både er utroligt hyggelig og har glimrende mad og øl.

Men til sidst smed jeg cyklen og gik. Den var det værste torturinstrument, og jeg er ikke vant til den slags maskiner.

Der var ingen luft i dækkene, og jeg havde ingen pumpe. Sadlen var en halv meter for lav, og jeg havde ingen skruenøgle. Styret var skævt.

Så kørte jeg med Carl Holmbjerg på hans traktor ned til lagunen. Han er gift med Susanne, og de har to gårde og en campingplads.

På markvejen mødte vi en haltende måge, der manglende en vinge. Jeg burde have hugget hovedet af den, men var for pivet.

Carl viste mig en stor kampesten, der i 1953 skulle have været brugt som grundlovssten ved forsamlingshuset. Den blev transporteret op i landsbyen, men så kom en af de gamle øboer og sagde:

- Denne sten er forhekset. Hver gang, den lugter nybagt brød, vender den sig en omgang.

Derefter turde man ikke bruge stenen, og den blev slæbt tilbage til lagunen. I stedet står der nu en mere fredsommelig kolos ved forsamlingshuset.

Carl viste mig den mark, hvor Kong Hjarnes Sten havde ligget som minde for ham og hans krigere. Engang rodede en tyr med hornene et gammelt sværd op af en af gravene. Men som de gamle på øen kan fortælle, så 'fik man ingen ro' i det hus, hvortil sværdet blev bragt. Det blev anbragt i andre huse, men forbandelsen var den samme.

Freden vendte først tilbage til Hjarnø, da beboerne gravede sværdet ned på det sted, hvor det var blevet fundet.

Jeg fatter ikke, at nogen lytter til de moderne sprogforskere og deres elendige 'hjerneskal'.

Personligt har jeg den allerstørste tillid til Saxos beretning.

© Ekstrabladet, Søndag 11. juli 1999

FOTOS: MORTEN OVERGAARD